Skolens historie

”Efter en ny lovs vedtagelse i folketinget i 1958 skulle den danske folkeskole centraliseres.  Det førte med sig, at der blev bygget store centralskoler rundt i kommunerne, og børnene fra større områder skulle samles i disse store skoler.  Man mente, at det ville blive meget billigere, og at børnene kunne få meget bedre undervisning.  De små skoler i landdistrikterne skulle så nedlægges.

Beboerne i Hedegård skoledistrikt, som det dengang hed, var ikke til sinds at opgive deres skole uden kamp.  Der var væsentlige grunde hertil.  Skolen havde altid haft dygtige og afholdte lærerkræfter, som havde forældrekredsens opbakning om skolens arbejde, og dermed havde skabt en interesse om skolen, som vel nok var lidt ud over det sædvanlige på den tid.

Med henvisning til den nye lov forlangte kommunen, at vore børn skulle sendes til en anden skole, en ny skole, som var blevet bygget på egnen.  Vi var meget utilfredse med denne ordning, vi var klar over at børnene i den skole ikke ville få den undervisning, de var vant til, det ville kort sagt blive en forringelse.

På det tidspunkt havde vi lærerparret C.H. Henningsen i skolen.  De blev vore rådgivere ved de mange møder, vi havde i skolen om, hvordan vi bedst kunne bevare denne.  Vi drak mange kopper af Clara Henningsens gode kaffe.  Enden på al den snak blev, at den eneste måde, vi kunne bevare skolen på, var at oprette en friskole.

Ved underskriftsindsamling blandt skoledistriktets beboere var der næsten 100% enighed om, at skolen skulle bevares, om fremgangsmåden var der flere synspunkter.  Nogle mente, at vi skulle troppe op hos sognerådet, slå i bordet og kræve, at skolen skulle fortsætte som kommuneskole, men de fleste var klar over, at det ikke nyttede.

Et udvalg gik straks i gang med at undersøge de muligheder, der kunne tænkes at være for at oprette en friskole.  Det var helt ukendt for os, vi kendte kun en friskole af navn, og ingen havde nogensinde haft forbindelse med en sådan.

Udvalget besøgte formanden for de danske friskoler, lærer H. Pedersen, Bjergby Friskole på Mors, for at blive orienteret om de muligheder, der var for at oprette en friskole.

Ved et møde i forsamlingshuset  havde vi formået et få H. Pedersen til at komme og orientere forældrekredsen.  Det blev på mødet vedtaget, at udvalget skulle arbejde for en endelig oprettelse af en friskole.  Ved et møde med sognerådet fik vi tilbudt at købe kommuneskolen og et tilsagn om et årligt tilskud.  Et af sognerådets medlemmer tillod sig dog at sige, at det var en meget dårlig ide, vi der havde fået, at det ikke var bæredygtigt, at friskolen hurtigt ville standse igen, og at den i hvert fald ikke eksisterede i 1975.  Det store spørgsmål for udvalget var, hvor mange børn vi kunne forvente i skolen, det var jo afgørende for økonomien.  Vore møder endte derfor ofte med, at vi talte børnene i kredsens område.

Vi talte ikke alene børnene fra et til tolv år, vi talte også dem med, som kunne forventes i nærmeste fremtid.  Aldrig har de unge koner i  Hedegård skoledistrikt været betragtet med større opmærksomhed end netop i denne tid.

Tilladelsen fra undervisningsministeriet til at oprette en friskole fik vi uden besvær, og dermed også tilsagn om statstilskud.  

Der var tre ting, der optog udvalget stærkt:

1. Kunne økonomien holdes indenfor rimelige grænser?
2. Kunne der skaffes dygtige lærerkræfter?
3. Kunne sammenholdet i skolekredsen holde?

Økonomien:  Vi kalkulerede det første år med 75 kr. for det første barn og 100 kr. for to  børn årligt.  Var der flere børn i familien, var de gratis.

Skoleleder: Vores frygt var ubegrundet, vi havde flere kvalificerede ansøgere.

Sammenholdet: Det viste sig, at det ikke blot var en proteststemning, der havde rejst skolen, idet der i 1962, sammen med forældrekredsen, var 67 betalende medlemmer.

Gennem skolens 25-årige levetid (25 års jubilæum i 1986 / red) har dette sammenhold stadig været en af grundpillerne for skolens vækst og den udvidelse, som er sket gennem årene, båret frem af gode og dygtige lærerkræfter.  Alt lover godt for fremtiden. Sammenholdet vokser i samme grad, som der er noget at arbejde sammen om.”

Arnold Rye Ottosen